Arkitekturen bag det at blive til

Hvem er vi, og hvem er vi stadig ved at blive?

Jeg voksede op i Sydøstasien med værdier formet af både østlige og vestlige impulser. Tanker om et meningsfuldt liv og selvtransformation var en del af min tankegang fra en tidlig alder. Stoicisme var en senere opdagelse. Dette var ikke produktkoncepter; det var måder at tænke på, hvordan man lever, hvad der betyder noget, og hvem jeg kunne blive.

Det er min personlige oplevelse, ikke en beskrivelse af alle, der vokser op i Sydøstasien. Hverken østlige eller vestlige værdier udgør én enkelt, ensartet tradition. Det, der blev hængende i mig, var muligheden for at rumme forskellige perspektiver, mens jeg fortsatte med at udvikle mig.

Meget senere gav et spørgsmål om teknologi disse refleksioner en ny ramme: Hvordan kan AI og privatliv gå hånd i hånd? Det var det udgangspunkt, Zeredis design blev skabt ud fra – ikke begyndelsen på min interesse for identitet eller transformation. Det spørgsmål fortsætter med at forme, hvordan Zeredi griber privatliv an.

Jeg stødte på konceptet om multiverser senere i livet, længe efter de tidlige påvirkninger. Sammen med spørgsmålene om en stadig mere kapabel AI gav det mig en anden måde at undre mig over identitet på: de liv, vi kunne haveC leve, de sider af os selv, som en bestemt situation bringer frem, og de fremtider, vi endnu ikke har nået.

Disse tråde blev samlet i ét spørgsmål: Hvad betyder identitet i en verden centreret omkring AI? Hvordan beskriver vi os selv, når selv et helt almindeligt liv hele tiden ændrer svaret?

Disse spørgsmål opstod ikke efter produktet som en historie, der skulle forklare det. Modellerne kom bagefter, rodfæstet i disse spørgsmål om privatliv, identitet og det at blive til. Jeg tror ikke, jeg ville have designet dem uden at have stillet disse spørgsmål først.

Er én profil nok til at rumme alle versionerne af, hvem vi er?

Før vi designede en ny måde at beskrive et menneske på, begyndte vi at spørge, hvad en beskrivelse aldrig fuldt ud ville kunne rumme.

Spørgsmålene før formen

Den teknologiske singularitet er en spekulativ idé, ikke en uundgåelig fremtid, som vi hævder at kunne forudsige. For mig åbnede det et spørgsmål om selvets kontinuitet: Hvis singulariteten var virkelig, ville personen på den anden side så stadig være mig?

Idéen om en singularitet giver ikke i sig selv svar på, hvad der sker med et individs identitet. Men at forestille sig en sådan fremtid gjorde spørgsmålet personligt: Hvad ville gøre, at den person stadig var mig, og hvad kunne ændre sig, før jeg ikke længere kunne genkende mig selv? Dette var et filosofisk spørgsmål, ikke en forudsigelse om en bestemt teknologi eller en påstand om, at et system kunne bevare et menneske.

Multiverset åbnede for en anden form for undren. Vi ledte ikke efter beviser for, at der findes alternative versioner af os selv. Muligheden var en fantasifuld dør: Hvad med de versioner af et liv, der aldrig bliver valgt, eller de sider af et menneske, som en bestemt ramme aldrig giver os mulighed for at vise?

Vi behøver ikke et andet univers for at møde denne mangfoldighed. Vi kan være reserverede i det ene rum og udadvendte i det næste. Vi kan bære på en ambition i det skjulte længe før, den bliver synlig for andre. En del af os bliver ikke falsk, blot fordi den er fraværende i det nuværende billede.

flowchart TB
    you["You"]
    you --- professional["Professional you"]
    you --- mom["Mom you"]
    you --- daughter["Daughter you"]
    you --- student["Grad student you"]
    you --- dreams["Your dream you"]

Ét menneske, forskellige sider af et liv. Disse roller kan overlappe; de er eksempler, ikke en tjekliste eller en komplet beskrivelse af dig.

Disse senere tanker førte mig tilbage til den selvtransformation, jeg havde tænkt over meget tidligere. Nogle gange opdager vi en ny side af os selv. Nogle gange ændrer vi os. En beskrivelse bør give plads til begge dele, uden at kræve at ethvert nyt svar beviser, at det gamle var forkert.

Disse idéer gav os ikke en færdig arkitektur. De gav os spørgsmål, der var værd at tage med ind i designet.

Det selv vi har, det selv vi bliver

De værdier, jeg voksede op med, sammen med de idéer, jeg opdagede senere, gjorde dette til mere end blot et spørgsmål om digitale profiler. Et meningsdrevet liv rejser spørgsmål om, hvad vi bevæger os imod. Stoicisme inviterer til refleksion over vores domme, valg og reaktioner på det, vi ikke kan kontrollere. Selvtransformation beder os om at give plads til forandring. Dette er forskellige påvirkninger, ikke udskiftelige svar.

Spørgsmål om ego gjorde udforskningen mere intim. Når vi siger "det her er mig", udtrykker vi så noget, der betyder noget for os, eller holder vi fast i en beskrivelse, som vi ikke længere ved, hvordan vi skal slippe?

Der findes ikke ét enkelt østligt eller vestligt svar. De følgende filosofiske perspektiver tilbyder yderligere måder at undersøge spørgsmålet på; det er ikke en påstand om, at jeg voksede op med at praktisere hver eneste tradition, der nævnes her.

I buddhistisk tankegang udfordrer læren om forgængelighed og ikke-selv idéen om en permanent, uafhængig essens bag alt det, vi kalder "mig". Det er ikke en simpel påstand om, at et menneske ikke eksisterer eller ikke betyder noget. Det beder os om at undersøge, hvad vi betragter som fastlåst, og hvordan tilknytningen til det kan blive en kilde til lidelse.

Sideløbende med det findes et spørgsmål om ego: hvad sker der, når en nyttig beskrivelse af os selv bliver til noget, vi konstant skal forsvare? "Jeg er den stille type." "Jeg er altid kompetent." "Jeg er ikke en, der skifter mening." En beskrivelse kan give en følelse af tilhørsforhold for derefter stille og roligt at blive til en forpligtelse.

Visse vestlige eksistentialistiske tanker tilbyder en anden måde at tænke på det at blive til: et menneske kan ikke udtømmes af en kategori, og et liv tager form inden for omstændigheder, vi ikke helt selv har valgt. For denne udforskning er spørgsmålet, hvordan et liv i forandring relaterer sig til den person, vi genkender som os selv. Transformation behøver ikke at betyde, at alt det, der forbinder os med et tidligere selv, forsvinder.

Disse traditioner kan ikke bare byttes ud, og de giver ikke ét fælles svar på personlig identitet. Ej heller betyder "ego" præcis det samme i spirituelle, filosofiske og psykologiske termer. Jeg bringer dem ind i min problemstilling, men påstår ikke, at de løser den.

Når disse idéer holdes op mod hinanden, bringer de mig tilbage til spørgsmålet: Hvis jeg ændrer mig, hvad gør mig så stadig til mig?

For Zeredi bliver det til et mere beskedent designspørgsmål: Hvordan kan en digital identitet give plads til både kontinuitet og forandring, uden at lade som om, den kan definere, hvad der gør en person til den samme person?

Det betyder ikke, at et digitalt system kan definere, hvad selvet er. Ambitionen er mere praktisk: At lade nogen sige "det her betyder noget for mig her" uden at tvinge dem til at sige "det her er alt, jeg nogensinde vil være".

Kollapset

En profil rummer en måling. Et menneske rummer muligheder.

I kvantefysik kan en qubit være i en superposition af tilstandene 0 og 1. En måling af denne basis giver ét resultat. I beskrivelsen af kollapset opdateres tilstanden til dette resultat.

Mennesker er ikke qubits. Dette er en inspiration, ikke en videnskabelig redegørelse for identitet. Men billedet blev hængende: mange muligheder, set gennem en enkelt observation.

I min egen lille tegneserieversion af idéen forestillede jeg mig at være et atom i en historie med to tilstande, mærket 0 og 1: Jeg vipper og danser. Åh, der er nogen, der kigger på mig. Jeg må hellere stå stille og kigge tilbage.

Det er en legende personificering, ikke sådan måling fungerer: et atom bemærker ikke nogens blik og beslutter sig for at stå stille, og måling kræver ikke en bevidst observatør. Det, der interesserede mig, var det menneskelige billede under joken: at blive set, og derefter føle, at man skal fastholde én version af sig selv for den person, der kigger.

En digital profil kan føles som den indsnævring. Den tager et øjeblik fra det flydende kompleksitet i et menneskeliv og fryser det fast.

Det er ikke altid en fejl. En beskrivelse kan være nyttig uden at være komplet. Problemet opstår, når noget, der var sandt i ét øjeblik, bliver til det svar, der forventes af os overalt.

Hvad udelader vi, når vi lader én observation blive til hele beskrivelsen?

Hvisken og data

Forestil dig, at du vælger en stille restaurant, fordi der er noget, du har brug for at høre et andet menneske sige.

Systemet ser reservationen. Det registrerer en præference for stille steder. Det fanger valget, men det går glip af hvisken. Det ser dataene, men ikke hvad aftenen betyder for dig.

I morgen vil du måske have musik, der er høj nok til, at du kan forsvinde ind i den. Begge versioner af dig er ægte. Ingen af dem bør behøve at rette den anden.

Alligevel kan en profil føre det første svar videre, som om det andet var en fejl. Et valg bliver til et mønster. Et mønster bliver til et mærkat. Til sidst begynder mærkatet at tale, før du selv gør det.

Den manglende kontekst er ikke nødvendigvis noget, systemet bør indsamle. Du bør ikke være nødt til at afsløre hvisken for at forhindre, at et restaurantvalg definerer dig. Nogle gange har et system brug for en mere simpel konklusion, ikke en mere intim forklaring.

Vi er ikke én profil.

Identitetens geometri

Det er selve hjertet i Zeredi.

Vi tror på, at et svar kan være oprigtigt uden at være permanent. Livet fortsætter med at bevæge sig, efter en formular er udfyldt. Vi ændrer os så stille, at vores digitale spøgelser ofte bliver hængende længe efter, vi er gået videre.

Hvad hvis vi kunne ændre identitetens geometri?

Den stille middag og den larmende aften behøver ikke to forskellige mennesker for at kunne forklares. De har brug for plads til forskellige kontekster.

Det, du bringer frem i én sammenhæng, behøver ikke blive til den beskrivelse, der følger dig overalt. En mere stille side er ikke mindre oprigtig end en højlydt side. Ingen af dem behøver at rumme hele mennesket.

Og et pænt organiseret mærkat kan stadig blive til et bur, hvis andre behandler det som permanent eller universelt. Spørgsmålene består: Hvis beskrivelse er dette, hvor hører den hjemme, og hvad sker der, når den ikke længere passer?

Andre dele af dit liv kan forblive dine egne. Ikke enhver detalje behøver at blive blotlagt. Ikke enhver forskel behøver at blive forklaret.

Pladsen i kanterne

En assistent kan hjælpe med en helt almindelig opgave uden at gøre hver eneste interaktion til en dybere teori om dig. At være nyttig bør ikke betyde, at man har det sidste ord om, hvem du er. At blive forstået bør ikke betyde, at man skal give alt væk.

Zeredi er stadig under udvikling. Visionerne tager form, og appen er undervejs. Dette er spørgsmål, der guider arbejdet, ikke påstande om, at enhver forestillet oplevelse allerede er tilgængelig.

Vi har ikke fundet svar på alle de spørgsmål, der startede dette. Nogle er blevet til designbeslutninger; andre forbliver spørgsmål, som vi ønsker, at designet fortsat skal stille.

Hensigten er ikke at bygge en profil, der endelig rummer et helt menneske. Det er at skabe en beskrivelse med plads i kanterne.

Plads til en anden kontekst.

Plads til et andet svar.

Nok plads til, at du kan blive til en, som profilen ikke har mødt endnu.

Læs "Du er ikke én profil."

Disse spørgsmål knytter sig også til Udtryk i Zeredis filosofi: at skabe plads til det, vi udtrykker, uden at behandle det som hele mennesket.